Vi forlader ikke vores land, siger de glemte ofre for det ødelæggende jordskælv i Tyrkiet

Baris Yapar ventede fire dage på hjælp til at grave ud af ligene fra hans bedsteforældre under bygningen, der var kollapset over dem under det tyrkiske jordskælv.

Da der ikke var nogen hjælp, hyrede hans familie private bygningsarbejdere, der desperat forsøgte at returnere deres elskede familiemedlemmer et stykke i døden.

Store dele af det sydøstlige Tyrkiet og den nordvestlige del af Syrien blev ramt af jordskælvet sidste tirsdag, der dræbte mindst 40.000 mennesker og oprørte millioner

Den tyrkiske regering blev kritiseret for en kaotisk reaktion.

Inden for to dage ankom redningsarbejdere i de fleste berørte områder, men Hatay, en region, der også er kendt som Antiochia i det gamle græske, modtog kun betydelig hjælp tre dage efter katastrofen.

"Da vi først kom for at se dem, kunne min far høre min bedstemor, så i slutningen af dagen brød afstemningen af," fortalte den 27-årige psykologstudent The Telegraph, mens han var på affaldet i det to-etagers hus.

Da den første gruppe af redningsarbejdere ankom i slutningen af den anden dag, oplyste de Yapars om, at de ikke havde noget værktøj til at grave deres bedsteforældre.

I slutningen af den fjerde dag mente familien, at de havde "intet andet valg" end at ansætte arbejdstagere til at hjælpe.

Det, der fulgte senere, var en grizzly scene, hvor en byggeagent rammede ind i murbrokkerne og skar sin bedstemors krop.

Uden elektricitet, flydende vand og ikke ophold et stort antal indbyggere fra Samandag, en by, hvor den nærmeste lufthavn blev lukket efter en massiv revne på landingsbanen.

Men Yapars forbliver. Dit hus på det centrale torv er stadig mirakuløst, men en del af facaden er smuldret, trappen, der fører til opholdsområderne, er ramt, og familiens natur er spredt over hele huset.

Huset er for ustabilt til at sove i det, så det pendler mellem et telt og hendes bil.

"Mine forældre føler sig ikke trygge, når de går. Huse bliver konstant plyndret," sagde han.

Butikvinduerne i mange butikker er dækket med aviser, andre var åbenlyst plyndret - inklusive en skobutik, hvor kasser er spredt på fortovet, og en tøjbutik med ødelagte vinduer, hvor tomme bøjler fladder i luften.

Det eneste tegn på livet på denne engang travle shoppinggade nær Mr. Yapars hus er en gruppe på fire mænd, der har fundet en intakt dørtærskel, som de kan sidde i eftermiddagssolen og dele en cigaret.

Adnan siger, 56, sagde, at butikken til hans fætter i nærheden var helt plyndret i sidste uge.

"Det tog tre dage for politiets hold at komme og begyndte at gribe ind og arrestere dem," sagde han.

Både Mr. Say og hans bror Serif deler en udbredt udtalelse i Samandag - jordskælvet var ødelæggende, men regeringen greb for sent ind og forværrede den humanitære katastrofe.

"Alle kom her for at hjælpe os, kun vores eget samfund gjorde intet," sagde Serif siger, 43.

"Jeg er virkelig trist over det. Vi så ikke en eneste affaldssamler."

Det var byen Istanbul, der bragte teltene med sig og byggede den første teltlejr nær Antakya, hovedstaden i regionen i sidste uge.

AFAD, de tyrkiske nødhjælpstjenester, organiserede den første lejr indtil weekenden.

På Samandag-Platz forsynede en campingvogn fanget af byadministrationen af Ankara beboerne med måltider.

I sin khaki -farvede samlet og dets omgivede briller stod Kayas Fahrat ud af mængden af lokale kvinder, som blev pakket ind i tørklæder indpakket i plaststole ved siden af en træovn på en tidligere parkeringsplads nær pladsen.

I modsætning til regeringsansatte, blev Mr. Kaya-A 25-årig juriststuderende fra Istanbul-hoppet ind i en bil med et par venner og kom til området dagen efter jordskælvet.

Han gik først hen til defne, et efterfølgende sted for den regionale hovedstad Antakya.

Da han ankom til Samandag sidste weekend for at hjælpe distributionen af de lettelsesforsyninger, der endelig blev ankommet, var han vidne til brutal ødelæggelse og lidt hjælp.

"Hvis jeg sammenligner det med defne, er Samandage fire gange værre," sagde han.

"Og i dette distrikt får du meget mere hjælp, flere telte end her. Det ser ud til, at Samandag er op til sig selv."

Samandag er en by, der er kendt for sin forskellige sociale struktur, der blander arabere, grækere og tyrker. Hun føler sig fuldstændig forladt af den humanitære hjælpemission.

På kanten af byen stod mere end 100 mennesker i kø for at få madudgifter.

Mens nogle beboere i huse, der har lidt relativt mindre skade, er forsøgt at gå hjem, overbeviste et jordskælv tirsdag dem. Aftershocks kan mærkes her næsten hver dag, men dette var den stærkeste i dage.

Ikke desto mindre har mange lokale ikke noget ønske om at gå.

Kun en dag før var Seher Kuzu flyttet ind i et privat doneret plantelt. Hun og hendes 88-årige mor havde ingen bil og måtte sove på plaststole udenfor og dække med tæpper.

Ms. Kuzu, indpakket i et orange tørklæde, har styret en familiemælkbutik og kan ikke forestille sig at forlade hendes forfædres land.

"Jeg sover på fortovet, hvis det skal være det," sagde hun. "Jeg forlader ikke mit land."