Europas nukleare fremtid: Nye strategier mod Ruslands trussel!

Europas nukleare fremtid: Nye strategier mod Ruslands trussel!

Europas sikkerhedspolitiske landskab er i øjeblikket ved at blive formet af to udadvendte chok. For det første har Ruslands store angreb på Ukraine i 2022 drastisk ændret europæernes trusselsopfattelse. NATO var i stand til at beskytte sine medlemmer gennem en troværdig nuklear afskrækkelse og samtidig forhindre et militært eskaleringsscenarie. Dette viser endnu en gang, at atomvåben også tilbyder beskyttelse for Rusland, da vestlige stater har udelukket direkte militær involvering i Ukraine. Som Internationalepolitik rapporterer, kom det andet chok i 2025 med Trump-administrationen, der mindre betragtede Europa som en partner og i stigende grad som en strategisk disruptor. Vicepræsident JD Vance beskrev endda europæerne som ideologiske modstandere.

Præsident Trump opfordrede også Ukraine til at afslutte konflikten på Moskvas præmisser. Disse ændringer i USA's udenrigspolitik har rejst mange spørgsmål om fremtiden for nuklear afskrækkelse i Europa. I de senere år er det også blevet klart, at USA er nødt til at fokusere mere på Asien og samtidig håndtere Rusland og Kina som ligeværdige nukleare udfordrer. Denne virkelighed påvirker Europas strategiske tænkning.

Gennemgangen af ​​afskrækkelse

Efter afslutningen på øst-vest-konflikten er atomarsenalerne i USA og Rusland skrumpet betydeligt, men bestanden af ​​atomsprænghoveder er fortsat betydelig. Som en påmindelse: En mulig atomkonflikt kan få katastrofale konsekvenser, som [bpb](https://www.bpb.de/themen/militaer/deutsche- defensespolitik/508040/nuclear-abschreitung/) fremhæver. Klimamodeller understøtter også frygten for en "atomvinter", der kan udløses af en sådan udveksling af slag.

Den europæiske diskussion om sin egen nukleare afskrækkelse er vendt tilbage til overfladen. Politikere fra Tyskland, Polen og de baltiske lande opfordrer til at overveje alternativer til den nuværende amerikanske beskyttelse. Europa står over for udfordringen med selv at sikre nuklear afskrækkelse, mens USA kan reducere sin støtte.

At erhverve et uafhængigt atomarsenal ville imidlertid indebære betydelige risici. Washington og Moskva kunne handle mod atomspredning, som kan true stabiliteten i Europa. Tæt samarbejde med andre nukleare stater såsom Frankrig og Storbritannien vil derfor være afgørende for at udvikle fælles strategier. Frankrig har for eksempel omkring 300 atomvåben, men deltager ikke i NATO's atomplanlægningsgruppe, mens Storbritannien er afhængig af et tæt samarbejde med USA.

Våbenkontrols rolle

Den nuværende våbenkontrol er blevet endnu vigtigere, efterhånden som flere lande har atomvåben, hvilket øger udfordringerne yderligere. Kritikere af afskrækkelsesteori hævder, at manglende brug af atomvåben siden 1945 ikke viser en klar årsagssammenhæng til effektiv afskrækkelse. Krigen i Ukraine viser dog, at nukleare trusler også kan tolkes som en eskalering af risiko, selvom det fortsat er uklart, om Rusland rent faktisk ville være parat til at foretage en sådan operation.

Når det kommer til spørgsmål om Europas nukleare fremtid, vil det være afgørende for USA at fortsætte med at forsvare sig i Europa og samtidig udvide de konventionelle militære kapaciteter. En omfattende nuklear dialog kunne hjælpe med at udforske mulige værst tænkelige scenarier. Men den største udfordring er nok at forme forandringer på en sådan måde, at Europa ikke ender i et "afskrækkelseskløft" og efterlades forsvarsløst over for Ruslands aggressive handlinger, en pointe fra Spiegel citeres igen og igen.