Fra Hauenstein til Dahn: Glemte soldater og deres sidste hvilested

Fra Hauenstein til Dahn: Glemte soldater og deres sidste hvilested

I Hauenstein blomstrer mindet om en glemt militærkirkegård, der blev bygget under Neding i slutningen af ​​Anden Verdenskrig, nærmere bestemt i efteråret 1944. Stedet, hvor Landhotel Neding står i dag, var afgørende for mange tilskadekomne soldater, der blev indlagt på hospitalet i krigens sidste måneder. Hvordan Rhein-Pfalz Efter sigende blev kirkegården mere og mere fyldt, efterhånden som kampene på Bitscher-fronten intensiveredes. Men denne side kan ikke længere findes i dag.

De sidste måneder af krigen var præget af store strabadser – mange tusinde døde, både soldater og civile. Gravene på den tidligere kirkegård var omgivet af enkle trækors og stålhjelme, og et stort egetræskors ragede over det sidste hvilested for omkring 50 tyske og en ukendt italiensk soldat. Selve hospitalet, hvor de sårede soldater blev behandlet, blev i 1945 offer for et bombeangreb.

Miljø og genbegravelse

Efter krigen planlagde Statsforeningen for pleje af krigsgrave at udvide kirkegården i Hauenstein. Men ideen blev afvist af kommunalbestyrelsen. I stedet blev det besluttet at bygge en stor militærkirkegård i Dahn, hvor de i Hauenstein begravede soldater blev genbegravet. Interessant nok forblev to grave uopdagede indtil 1952 - først da fandt de endelig deres nye hvilested.

Hvert år er der besøg af efterkommere, der mindes Dahn og besøger de faldne soldaters grave. Men i selve Hauenstein er der ikke længere noget at se af den tidligere kirkegård; Fremskridt har slettet alle spor fra tidligere tider.

At mindes og mindes

Behovet for at sørge og huske de fortabte sjæle består dog. Den tyske krigsgravskommission er aktivt engageret i at ære de døde fra begge verdenskrige og ofrene for tyranni. Det sker blandt andet ved at indsamle data, hvor omkring 500.000 navne skal tilføjes databasen i løbet af de næste par år. Folkeligaen understreger, at døde mennesker, der var involveret i krigen, og som var skyldige i skyld, også har ret til en grav for at fremme fred og forsoning.

Erindringskulturen i Tyskland er derfor mere end en gestus – den er en klar opfordring til at reflektere over krigens rædsler og leve sammen i fred i fremtiden. Så hvert dødsfald, enhver tabt tilværelse bliver en påmindelse om at fortsætte med at arbejde for forståelse og forsoning.