Brune rotter truer flagermus: presserende behov for handling i Segeberg!

Brune rotter truer flagermus: presserende behov for handling i Segeberg!

I et bekymrende forskningsresultat har biologer dokumenteret alarmerende angreb fra brune rotter på flagermus i Segebergs Kalkberghule. Ifølge scinexx.de blev over 30 angreb filmet på kun fem uger, hvor 13 af disse angreb endte dødeligt for flagermusene. Rotterne, som ikke er bange for at spise de dræbte dyr, udgør en alvorlig trussel mod flagermusbestandene, der lever der.

Disse aggressive jagtstrategier for brune rotter inkluderer at ligge på lur ved indgangen til vinterkvarteret, hvor de snapper på intetanende flagermus under flugten, såvel som hurtige angreb på hvilende eller landede dyr. Biologer vurderer, at det resulterer i, at tusindvis af flagermus bliver dræbt i Segeberg hvert år. En rottekoloni på kun 15 dyr kunne fange op til syv procent af de 30.000 flagrende dyr, der dvale der.

Risici for mennesker og økosystemet

Ud over at bringe flagermus i fare, kan tilstedeværelsen af ​​brune rotter (Rattus norvegicus) udgøre potentielle sundhedsrisici for mennesker. Disse dyr er kendt for at være reservoirværter for forskellige vira, hvilket betyder, at de kan opsamle patogener fra flagermusene og sprede dem til byområder. Forbundsmiljøstyrelsen understreger, at der i øjeblikket ikke er tegn på en akut sundhedsrisiko. Der bør dog tages alvorlige overvejelser om at kontrollere rottepopulationer i byer og flagermus.

For at håndtere rotteproblemet er forebyggende foranstaltninger afgørende. Brune rotter findes normalt i områder, hvor de har adgang til føde og redemuligheder. For at forhindre permanent aflejring bør madaffald ikke bortskaffes gennem toilettet, og vinduesåbninger og dørhuller bør sikres. Skrald og affald giver redepladser, som bør undgås for enhver pris.

Brune rotters rolle i naturen

Brune rotter er altædende dyr, der foretrækker at spise planteføde, men som heller ikke er bange for ådsler. I en sådan fodringsmulighed kan de indtage potentielt farlige bakterier. En hunrotte kan i gennemsnit føde otte afkom op til seks gange om året. Med en vægt på op til 500 gram og en hoved-torso-længde på 19 til 30 cm har de spredt sig vidt omkring på verdensplan, især i bymæssige bebyggelser.

Brunrotternes aktiviteter er ikke kun biologisk interessante, men også vidtrækkende problematiske, som hændelserne i Segeberg på imponerende vis viser. For at beskytte den truede flagermuspopulation og minimere mulige sundhedsrisici kan målrettet bekæmpelse af brune rotter være nødvendig. Når alt kommer til alt, betyder det at holde øjnene åbne for naturen, at vi handler i miljøets og vores sundheds bedste interesse.