VW-opsparingsplaner: Medarbejdere i frygt og vrede-modstandsformer

VW-opsparingsplaner: Medarbejdere i frygt og vrede-modstandsformer

Volkswagen-gruppen står over for en intern krise, der sætter både virksomhedens medlemmer og politiske beslutningstagere i rør. Meddelelsen om udvidede spareforanstaltninger har skabt en urolig stemning i værkerne. Mange medarbejdere føler sig urolige af denne udvikling og er begge vrede og bekymrede for deres professionelle fremtid.

De nye besparelsesplaner, der også kan omfatte potentielle fabrikslukninger, vekker frygt for mistede job blandt ansatte. Disse foranstaltninger blev omtalt af Daniela Cavallo, Works Council Chief, som et angreb på beskæftigelsessikkerhed og eksisterende kollektive aftaler. Works Council har meddelt, at det vil gøre bitter modstand mod planerne og at kæmpe for medarbejdernes rettigheder.

reaktionerne fra medarbejderne

En medarbejder fra Wolfsburg -arbejdet fik den generelle uro i et nøddeskal: "Alle på VW er nu bange." Denne nervøsitet kan mærkes i alle tyske værker. I et interview sagde en kollega fra Kassel, at mange ansatte er bekymrede over deres levebrød, efter at de havde opbygget noget i årevis. "Det er en katastrofe her og bliver værre," sagde en registreret.

Den følelsesmæssige byrde, som disse meddelelser medfører, er tydeligt beskrevet af mange ansatte. En mekaniker i Zwickau beskrev hendes følelsesmæssige kaos: "På den ene side har du bare den værste vrede i vores mave, fordi vi sagde hele tiden, at noget ikke går her. Men på samme tid er du bange. Du har et hus, en familie, som du skal spise."

Forkert forvaltning eller nødvendige foranstaltninger?

Et vigtigt emne, der opstår igen og igen i samtalerne blandt de ansatte, er virksomhedsledelsens ansvar. En medarbejder fra Kassel sagde: "Cheferne bygger lort, og vi bader det ud", hvilket indikerer, at medarbejderne ønsker at udtrykke deres utilfredshed med gruppeledelsens beslutninger. Mange betragter ledelsen som ansvarlige, fordi de har indtryk af, at dette lægger større vægt på tilfredshed med aktionærerne end medarbejderne.

Medarbejderne henviser også til den udfordring, som overgangen til elektriske køretøjer bringer. Mange af dem mener, at overgangen fra de traditionelle interne forbrændingsmotorer til elbiler blev kørt for hurtigt, og at overgangstiderne ikke blev taget tilstrækkeligt i betragtning. En medarbejder siger: "Overgangstiderne var for stramme, såvel som når det kommer til at afslutte fra atomkraft."

Situationen i Volkswagen er et eksempel på de vanskeligheder, som store virksomheder står over for, hvis de er nødt til at tilpasse sig nye teknologier og markeder. Imidlertid viser medarbejdernes reaktioner tydeligt, at presset fra virksomhedsstyring og usikkerheden i forhold til job fører til øget følelsesmæssig stress og bringer medarbejderne ind i et desperat sted.

Disse udviklinger opfattes også i det politiske landskab, hvor skarp kritik af spareforanstaltningerne og den tilhørende usikkerhedsfølelse i arbejdsstyrken bliver sund. På et tidspunkt, hvor økonomien og de sociale standarder skal omdefineres, er skæbnen for Volkswagen -medarbejderne et deprimerende eksempel på de udfordringer, som begge virksomheder og deres medarbejdere står overfor.