Den tyske vinrute: Et markedsføringskup fra nazitiden!

Den tyske vinrute: Et markedsføringskup fra nazitiden!

Den "tyske vinrute", en af ​​de første vinturismeruter i verden, blev åbnet af nationalsocialisterne i 1935 med det formål at fremme vindyrkning i Pfalz. Idéen til vinruten kom fra en kro og blev hurtigt ført ud i livet - på baggrund af økonomiske vanskeligheder for vinproducenterne forårsaget af den globale økonomiske krise og den franske besættelse. Vinbønderne led af salgsproblemer og havde ofte usolgt vin i deres kældre. Nationalsocialisterne så dette som en mulighed for at støtte lokal produktion gennem målrettet reklame og etablere den lille vinby Bad Dürkheim som et center for vinelskere.

Den officielt fejrede åbning fandt sted i Bad Dürkheim den 19. oktober 1935, hvor en festlig kortege med 300 køretøjer vakte opsigt. Gauleiter Josef Bürckel, en overbevist antisemit, indledte ceremonien og insisterede på at modtage den pfalziske vindronning Trudel Knauber i sit køretøj. Vinruten strækker sig omkring 85 kilometer fra Silence til Bockenheim og snor sig gennem maleriske vinlandsbyer. I 2024 har 105.000 turister allerede valfartet til Neustadt an der Weinstrasse.

Den politiske baggrund

Josef Bürckel brugte klogt befolkningens vinelskende stemmer til sine egne formål for at gøre regionen kendt og sælge vine. En ugelang kampagne - "Festivalen for tyske druer og vin" - fremmede forbruget af lokal vin. Festlighederne omfattede parader, teaterforestillinger og endda vinlotterier, hvilket resulterede i en reel mobilisering af vindrikkere.

Jøder, der traditionelt var involveret i vinhandelen, led af nazistisk chikane, som førte til fordrivelse af mange jødiske vinhandlere og kastede en mørk skygge over vinrutens aktiviteter. Historikere påpeger, at i mange regioner, herunder Mosel, var størstedelen af ​​vinhandelen jødisk. Denne antisemitiske kampagne var også synlig i konkurrencer, hvor disse vinhandlere blev nedværdiget.

Vin som et nationalt aktiv

Sloganet "Vin er folkets drik" blev udbredt i nationalsocialistiske propagandakanaler for at fremme indenlandsk vin og modvirke de anti-alkoholiske bevægelser. Historikere som Christof Krieger undersøger, hvordan vindyrkning blev et spørgsmål om national identitet under nationalsocialismen. Sådan opstod begrebet "vinsponsorater" mellem byer for at øge salget.

Det første vinsponsorat gav nyt momentum på markedet og gjorde kun sponsoreret vin tilladt til salg i visse regioner. Fokus på vinforbrug nåede også sit højdepunkt, da der var færre end ti vinhandlere af jødisk afstamning i 180 vinlandsbyer ved Mosel, hvilket sætter spørgsmålstegn ved den udbredte legende om en høj jødisk andel i vinhandelen.

Begivenhederne omkring den "tyske vinrute" viser, hvor tæt vinnydelsen var sammenflettet med politiske tendenser. Mens vejene fremhævede den naturlige skønhed i Pfalz, blev de også brugt som et værktøj i storstilet politisk markedsføring.

Den nationale identitet, der blev udbredt gennem vin og landbrug, forbliver forankret i regionens hukommelse den dag i dag. Historien om "den tyske vinrute" er derfor ikke kun en historie om vin, men også om den turbulente politiske fortid i Pfalz.

For de interesserede og vinelskere er et besøg på Vinruten ikke kun en rejse gennem lækre vinvarianter, såsom den berømte Riesling, men også en mulighed for at engagere sig i et stykke tysk historie.

Yderligere information om historien om den "tyske vinrute" kan findes i artiklerne af Geo, neustadt-und-nationalsocialism.uni-mainz.de og Welt.de.