Dokumentarfilm om arrestordre: Chokerende indsigt eller overfladisk drama?

Dokumentarfilm om arrestordre: Chokerende indsigt eller overfladisk drama?

Rapverdenen er i øjeblikket optaget af en ny dokumentar om arrestordre, bedre kendt som Aykut Anhan, på streamingtjenesten Netflix. Denne dokumentar kaldes "Babo: The Arrest Warrant Story" og har opnået høje antal klik på kort tid. Martin Seeliger, en arbejdssociolog og forfatter, kommenterede i et interview de chokerende øjeblikke og den måde, dokumentaren blev præsenteret på. [Freitag] rapporterer, at Seeliger primært kritiserer tendensen til det personlige niveau, som trækker beskueren ind i kunstnerens indre konflikter. Men med så meget drama går Seeliger glip af den nødvendige kontekst, især når det kommer til arrestordrens opvækst i Offenbach i 90'erne og 2000'erne.

Dokumentaren er begrænset til chokerende scener, som ifølge Seeliger virker ret overfladiske. Især skildringen af ​​stofbrug opfattes som autentisk, men der er samtidig en følelse af ufuldstændighed i forhold til det sociale miljø. I en sådan sammenhæng ville det have været interessant at finde ud af mere om hverdagen i et migrantmiljø. Kønsrepræsentation kritiseres også som traditionelt maskulin, mens pladsen til kvinder fortsat er meget begrænset.

Et kig på arrestordren

Arrestordren, født den 16. december 1985 i Offenbach am Main, kommer fra en tyrkisktalende og ikke-praktiserende alevi-familie. Hans mor er fra Giresun, mens hans far er Zaza-kurder fra Tunceli. Disse kulturelle baggrunde former hans karriere, som er præget af personlige tilbageslag og tab. Han måtte droppe ud af skolen, efter at hans far begik selvmord i en alder af 14. Disse traumatiske oplevelser har haft en varig indvirkning på ham og afspejles også i hans musik.

Efter et kort ophold i Istanbul, hvor han måtte flygte på grund af truslen om fængsling for sin narkotikahandel, boede han i Holland. Hans første tekster blev skrevet der, før han vendte tilbage til Offenbach og blev aktiv i væddemålsbranchen. På et tidspunkt fik han sin første musikkarriere, da han blev tilbudt en kontrakt med Echte Musik. Hans første album "Azzlack Stereotype" blev udgivet i 2010 og gav hans karriere et første løft.

Social relevans og identifikation

I sin analyse anerkender Seeliger også arrestordrernes sociale rolle. Han fungerer som en troværdig figur for migranter, prekære unge og rammer både den tyske middelklasse og den unge målgruppe. På trods af sin popularitet tror Seeliger ikke på, at gangsta-rap bliver mere politisk. Han ser snarere scenen som en del af en højreorienteret kulturkrig, der påvirker offentlighedens opfattelse i Tyskland. Gangsta-rap kan give muligheder for identifikation, men det fører ikke automatisk til organiseret politisk handling.

Seeliger påpeger modviljen hos mange rappere fra den vandrende arbejderklasse til at engagere sig i fagforeninger eller venstrefløjspartier. Det er her tankerne fra sociologen Pierre Bourdieu spiller ind, som understreger, at politisk tænkning ofte først er mulig efter en overlevelseskamp. Dette kaster interessant lys over de sociale udfordringer, som rapperen og hans lyttere skal overvinde i hverdagen.

Eko Fresh, en anden kendt rapper, nævnes som et eksempel, der adresserer aktuelle sociale problemer i sine tekster. Seeliger understreger, at der manglede en dybere undersøgelse af disse emner i dokumentaren. Ideen om den sårbare mand i forbindelse med arrestordrer bringer i sidste ende nogle politisk progressive øjeblikke ind i skildringen på trods af de talrige svagheder, som dokumentaren fremhæver.

Sammenfattende viser arrestordren dokumentaren ikke kun en kunstners liv, men afspejler også komplekse sociale spørgsmål. Martin Seeligers kritiske kommentarer inviterer os til at stille spørgsmålstegn ved det præsenterede indhold og til at skærpe vores syn på de sociale realiteter, der danner rammen om sådanne fortællinger. Du kan læse mere om arrestordrens imponerende karriere og udfordringer på Wikipedia.