U-båd U16: Bjærgning ud for Scharhörn ender i dramatisk opbrud!

Transparenz: Redaktionell erstellt und geprüft.
Veröffentlicht am

Bjærgning af ubåden U16 ud for Cuxhaven: 100 år gamle levn fra historie og udfordringer under genfindingsmissionen.

Bergung des U-Boots U16 vor Cuxhaven: 100 Jahre alte Relikte der Geschichte und Herausforderungen bei der Retrievalmission.
Bjærgning af ubåden U16 ud for Cuxhaven: 100 år gamle levn fra historie og udfordringer under genfindingsmissionen.

U-båd U16: Bjærgning ud for Scharhörn ender i dramatisk opbrud!

I Nordsøen, nord for øen Scharhörn, var der for nylig nogle uventede udfordringer under genopretningen af ​​den over 100 år gamle ubåd U16, bygget i 1911. Den 2. september 2025 klokken 16.54 rapporterede NDR, at vraget brækkede i to, mens der blev gjort forsøg på at løfte det fra El silbet-stuen. Den ene halvdel af ubåden er nu i Cuxhaven, mens den anden halvdel stadig er under vand. Redningen fandt sted under vanskelige forhold, da det i høj grad afhænger af vejrforhold og tidevand.

U16, et produkt fra den kejserlige flåde, sank under en leveringsrejse til Storbritannien i 1919, og besætningen menes at have sænket ubåden med vilje for at undgå at overdrage den til briterne. Siden da har vraget, der opererede i en maksimal dykkerdybde på 50 meter og var udstyret med en petroleumsmotor og elmotorer, ligget på havbunden i over 100 år. Ifølge ingeniøren var den sidste undersøgelse af vraget af Federal Office of Shipping and Hydrography (BSH) i juli 2023.

Bjærgningsteknikker og tekniske udfordringer

At redde U16'erne viste sig at være en rigtig udfordring. Den hollandske Matador 3 flydekran, som har en løftekapacitet på 1.800 tons, spillede en nøglerolle. Inden selve opsvinget skulle en lastsugemaskine afdække vraget, fordi det var omgivet af sediment næsten op til vandlinjen. Kranen skulle fordele belastningen jævnt ved at føre stålkabler under skroget. Disse tekniske processer var ikke kun vanskelige, men også vanskeliggjort af strømme og begrænset udsyn.

Ubådens opbrud under opsving var ikke kun dæmpende, men en påmindelse om, hvor korroderede og svækkede materialerne var efter mere end et århundrede i havbunden. Et andet problem var manglen på økonomisk støtte til restaureringen, hvilket kunne resultere i, at ubåden i sidste ende blev ophugget. En interesse for udstillinger fra vraget, såsom lugedækslet, signalerer dog, at arven fra denne historiske rejse ikke må gå tabt.

Et stykke historie under vand

U16 har en imponerende kamphistorie i sin aktive tid, idet de sænker omkring 30 skibe og er en del af den kejserlige flådes træning. Denne historiske relevans øger værdien af ​​ubåden, som gik på kampmissioner mellem 1914 og 1915 og derefter blev omdannet til en træningsbåd. I betragtning af denne historie og det faktum, at U16 ikke betragtes som en krigsgrav, da besætningen kan have været i stand til at evakuere i tide, er spørgsmålet tilbage, om den resterende del af vraget kan genfindes, eller om det endelig vil bukke under for forgængelighed.

Sammenfattende viser genopretningen af ​​U16 det fascinerende, men komplicerede forhold mellem mennesker, teknologi og maritim historie. Udfordringerne med tekniske detaljer og spørgsmålet om historisk arv er i højsædet, mens forberedelserne til genoplivningen af ​​denne maritime rest fortsætter.