Mindesten er planlagt for det tragiske Wellington-styrt nær Maxdorf

Mindesten er planlagt for det tragiske Wellington-styrt nær Maxdorf

Mens vinden blæser, fører interessen for Anden Verdenskrigs historie altid til bemærkelsesværdige projekter. Erik Wieman planlægger at rejse en mindesten ved nedstyrtningsstedet for et Wellington-bombefly, der gik ned nær Maxdorf i 1942. Formålet med dette initiativ er at give besætningens pårørende et sted at sørge og mindes. Det handler især om de seks unge mænd, der mistede livet i denne tragiske hændelse.

Wellington, der er registreret R1789, var ikke bare endnu et fly. Det var et tomotoret bombefly, der styrtede ned nær Maxdorf den 1. november 1942 efter at være blevet ramt af antiluftskyts nær Ludwigshafen. Flyet var angiveligt i rampelyset og fløj meget lavt - omkring 200 meter - da det blev ramt af flager og forsøgte en nødlanding. Men landingsstellet satte sig fast i flådegrøften, hvilket fik flyet til at vælte. Det tragiske tidspunkt for ulykken var omkring klokken 01.30, og konsekvenserne var ødelæggende, da alle seks medlemmer af besætningen blev dræbt.

Besætningen i fokus

Besætningen på Wellington bestod af:

• Pilot: Sgt. Sidney Burtwell (Service Nr. 1172870)
• Navigationsoffizier: Sgt. Kenneth Horace Tibbatts (19 Jahre alt, Service Nr. 1256777)
• Bombenschütze: Sgt. Arthur Edwin Rees (Service Nr. 934390)
• Funker: John Clifford Dunn (26 Jahre alt, Service Nr. 1310826)
• MG-Schützen: Sgt. Henry Downs (Service Nr. 616823) und Sgt. Peter Wood (Service Nr. 1310876)

På trods af alle disse detaljer forbliver mindet om det styrt en mørk del af historien. Med sin mindesten ønsker Wieman ikke kun at mindes de faldne, men også informere offentligheden om disse tragiske begivenheder.

En historisk kontekst

Som samtidige vidner rapporterede, var flyet blevet angrebet flere gange før styrtet, da det fløj fra Ludwigshafen/Frankenthal mod Lambsheim. Forlygter oplyste flyet, før det brugte sine sidste kræfter til at forsøge en sikker landing nær Maxdorf. Det efterlod trækmærker i feltet, hvilket indikerer det mislykkede landingsforsøg. En del af landingsstellet blev senere fundet i flådestrømmen, hvilket yderligere gav næring til efterforskningen og undersøgelsen af ​​styrtet.

Erik Wieman, sulten efter historisk oplysning og mindet om de døde, har taget denne tragiske historie på sig ved at planlægge at omdanne stedet for begivenheden til et roligt sted for minder. Denne form for engagement er ikke kun prisværdigt, men også vigtigt for at bevare minder, som ellers ville blive glemt.

Mens lokalhistoriske elskere er glade for fremskridtene med at rejse mindestenen, er spørgsmålet fortsat, hvor langt engagementet i historiske projekter stadig rækker i vores samfund. Der er altid plads til mere erindring og historie i vores hverdag, og måske vil Wiemans projekt være drivkraften for lignende tiltag i andre byer.

Og hvad med den teknologiske verden? I mellemtiden fortsætter virksomheder som Apple, der for nylig offentliggjorde positive kvartalstal, med at fremme diskussionen om fremskridt og innovation. Med et salg på 102,5 milliarder dollars og et overskud på over 27 milliarder dollars i fjerde kvartal af 2025 viser det, at fremskridtet ikke står stille på andre områder – en interessant kontrast til de gennemtænkte emner, som Wiemans initiativ bringer os.

Vi kan være nysgerrige efter at se, hvordan erindrings- og mindekulturen vil udvikle sig i fremtiden, og om projekter som Erik Wiemans kan give forslag til andre borgere, der har lyst til at engagere sig i deres fædrelands historie.